Migræne og hovedpine: Mændenes usynlige lidelse

Mere end hver tiende danske mand lider i dag af migræne eller hyppig hovedpine. Spørger man eksperter på området, er det langt fra alle disse, der får den rette behandling, og det kan have store konsekvenser for mændenes livskvalitet.

Af Katrine Kynde og Kirstine Grotkjær

I “Den Nationale Sundhedsprofil” fra 2021 svarer i alt 17,9 procent af danskerne, at de lider af migræne eller hyppig hovedpine. Dermed skriver migræne sig på listen over regulære folkesygdomme sammen med gamle kendinge som allergi og slidgigt. Noget tyder dog på, at hovedpinesygdomme, herunder migræne, i mange tilfælde tages mindre alvorligt af dem, der rammes – især hvis de er mænd.

“Den Nationale Sundhedsprofil” udgives af Sundhedsstyrelsen og er udarbejdet på baggrund af en repræsentativ spørgeskemaundersøgelse. I Sundhedsprofilen er der altså ikke tale om tal for diagnosticerede tilfælde af migræne men derimod tal, der afspejler, at 11,3 procent af de adspurgte mænd har svaret ja til, at de lider af migræne eller hyppig hovedpine. 

Selvom det umiddelbart kan virke unuanceret at samle migræne og hyppig hovedpine i det samme spørgsmål, er der en god grund til dette. Ifølge neurolog og overlæge Henrik Schytz kan det nemlig være svært for den enkelte at skelne mellem forskellige typer af hovedpiner. 

“Hovedpine er den store paraply, som migræne er en del af. Jeg tror, der er mange, som ikke er klar over, hvad kriterierne er for migræne. Altså at de tror, at for at have migræne skal man kaste op og have meget, meget voldsom hovedpine. Det er slet ikke alle, der har det på den måde,” siger Henrik Schytz.

Ved hjælp af denne beregner kan du teste, om dine hovedpinesymptomer kan være migræne.
Beregner: Katrine Kynde og Kirstine Grotkjær, i samråd med neurolog Henrik Schytz.

Mænd lider i stilhed

Generelt har det altid været sådan, at flere kvinder end mænd har migræne. Derfor er det også naturligt, at flere kvinder end mænd opsøger deres læge med hovedpinesymptomer. Spørger man tidligere praktiserende læge Lars Søgaard-Jensen, er det dog overraskende, at det ifølge Sundhedsprofilen er lidt mere end hver tiende mand, der lider af migræne eller hyppig hovedpine. 

”Det overrasker mig i den grad, men det siger jo ikke nødvendigvis noget om, at mine patienter ikke havde migræne. Men jeg synes ikke, at hovedpine var et hyppigt symptom hos mænd – og da slet ikke hver tiende mand,” siger Lars-Søgaard Jensen. 

Neurolog Henrik Schytz, der er ansat ved Dansk Hovedpinecenter ved Rigshospitalet, har i mange år fulgt både mandlige og kvindelige hovedpinepatienter tæt. Ifølge Schytz er der en tendens til, at særligt mænd ikke får taget hånd om deres hovedpinesymptomer.

“Jeg kender til eksempler på mænd, som går i mange år med migræne uden at gå til egen læge. Og som jeg så efterfølgende har behandlet, hvor de har haft rigtig god effekt af migrænemedicin, og hvor det havde været meget nemmere for dem, hvis de tidligere havde gået til læge,” siger Henrik Schytz.

Ligesom Maude fra Matador

Kender man til migræne, vil man også vide, at denne form for hovedpine er både voldsom og invasiv. Migræne kan, udover hovedsmerter, give synsforstyrrelser, dunken i hovedet, kvalme og følsomhed over for lyd og lys. Alligevel mener Henrik Schytz, at der kan være flere grunde til, at nogle mænd undlader at opsøge behandlingsmuligheder. Han påpeger blandt andet, at migræne i mange år er blevet stigmatiseret som værende noget, kun kvinder led af.  

“Migræne er kulturelt og gennem film og medier blevet opfattet som noget kvindeligt. Der er nogle, der har fordomme over for migræne, som om det er ligesom, når Maude fra Matador går op og lægger sig. Hvis mænd føler sig tyngede af den stigmatisering, kan man sagtens forestille sig, at migræne ikke er noget, de vil fortælle om,” siger Henrik Schytz.  

Psykolog Svend Aage Madsen, som gennem hele sin karriere har arbejdet med mænds forhold til sundhed, støtter op om denne teori. Han fortæller, at der rent kulturelt er tradition for, at mænd ikke skal være optagede af egne sygdomssymptomer. 

”Mænd er bedre til at skubbe bekymringer og smerte til side. Historisk set har det, med de opgaver mænd har skullet løse, aldrig været klogt at mærke efter, hvordan man føler – tværtimod har det været kontraproduktivt,” siger Svend Aage Madsen. 

Min kone sagde, jeg skulle

Selvom læge Lars Søgaard-Jensen ikke har noget konkret bud på, hvorfor hovedpine er et mindre hyppigt symptom hos de mandlige patienter, mener han, at det kan hænge sammen med, at mænd generelt er mindre tilbøjelige til at gå til lægen. Tal fra Danmarks Statistik viser, at det i de sidste mange år har været sådan, at mænd går mindre til lægen end kvinder. Om dette siger Lars Søgaard-Jensen: 

”Mænd er ikke så gode til at tale om sygdom som kvinderne. Det er som om, nogle mænd mangler et sprog for det”.

Netop det manglende sprog for sygdomme, vækker genklang hos psykolog Svend Aage Madsen. 

”Hvad angår mænd, vil der helt sikkert være en stor del, som ikke ved, at de har migræne, men som kalder det hovedpine. Så jeg tror, en stor del af forklaringen er, at mænd ikke ved, at når man har ondt i hovedet på den måde, så er det en sygdom,” siger Svend Aage Madsen.

Både Lars Søgaard-Jensen og Svend Aage Madsen fortæller i øvrigt, at der er en generel tendens til, at mange mænd kun tager til lægen, når de har fået besked på det af andre. 

”Det er ikke sjældent, at jeg har hørt mænd sige: ‘Min kone synes, jeg skulle gå til lægen’. Nogle gange tror jeg, at mænd simpelthen har været bange for at komme til lægen med ‘for lidt’ og blive til grin,” fortæller Lars Søgaard-Jensen.

Manglende egenomsorg kan have konsekvenser for mændene

Selvom der stadig forskes i de fysiologiske årsager til migræne, er behandlingen på nuværende tidspunkt primært fokuseret på smertereducering. Man kan derfor ikke forvente, at medicinen vil kunne forebygge nye migræneanfald permanent. Alligevel kan det have betydelige konsekvenser for de mænd, der undgår at søge lægehjælp med deres migrænesymptomer. 

”Nogle mænd får ikke den specifikke migrænebehandling, som kunne spare dem for sygedage. Derfor tror jeg, at migræneramte mænd har flere sygedage, end de behøver at have – og også en lavere livskvalitet, hvis de har hyppig migræne,” siger læge Lars Søgaard-Jensen. 

Neurolog og overlæge Henrik Schytz er enig. 

”Der er migrænepatienter, der godt kan gå på arbejde, selv når de har migræne, men det er vist i flere undersøgelser, at deres arbejdsevne er nedsat. Så det kan jo betyde, at ens karrieremuligheder bliver påvirket af det,” siger Henrik Schytz og fortsætter: 

”Hvis man har hyppig migræne, kan man have depressionslignende symptomer. Migræne bliver betragtet som en af de hyppigste neurologiske sygdomme, som nedsætter livskvaliteten. Så det er en alvorlig sygdom, som det er vigtigt at vide noget om og behandle,” siger Henrik Schytz.

Døjer du med migrænelignende symptomer, er det vigtigt at søge lægehjælp. Vil du vide mere om migræne, så gå til temasitet, hvor du blandt andet kan teste dig selv for, om din hovedpine kan være migræne:

https://maendmedmigraene.mediajungle.dk/2022/12/20/tema-maend-med-migraene/